Løber formen fra dig i ferien

Af: Anne Voss

Det er skønt at holde ferie og få nye oplevelser væk fra de daglige rutiner. Men skal du også holde fri fra løb – og tage fat på træningen efter ferien med fornyet energi? Nej, det er ikke en god idé. De fleste oplever, at løbeformen daler en del på kun få uger. Det er derfor langt bedre at finde spændende nye muligheder for at vedligeholde formen på turen.  

Det kan være meget inspirerende at løbe under fremmede himmelstrøg og i ukendte egne. Og der er masser af mulighed for at holde – og måske endda forbedre – formen i ferien. Så pak endelig løbetøjet i kufferten og udforsk ferielandet og verden i løbetempo.

Storbyløb


Storbyferie i løbetøj giver spændende muligheder for at opleve byen på en anderledes måde. De fleste storbyer har store parker med livlig løbeaktivitet. I London er det en god ferieoplevelse at løbe i Hyde Park mellem mange andre løbere. New York har Central Park og andre storbyer tilsvarende parker egnet til løb. I mange storbyer bl.a. København er der ligefrem firmaer, der specialiserer sig i guidede løbeture, hvor du kan kombinere træningen med en omgang aktiv sightseeing. Der er også mange motionsløb sommeren igennem. Hvorfor ikke planlægge ferien, så du kan deltage i løb i byer, du ikke kender! Kast et blik i internationale løbskalendere på nettet og planlæg ferien omkring løbene. Du kan også opsøge lokale løbeklubber på feriedestinationen og deltage i deres træningsaftener.

Solløb


Solferie på eksotiske egne kan udfordre løbeturen på grund af de høje temperaturer og den stærke sol. Din hud bliver ekstra svedig og bliver dermed ekstra udsat i solen, så husk vandfast faktorcreme. Du skal huske at indtage ekstra væske både før og efter løbetræningen. Medbring evt. væske på turen eller sikr sig, at der er væske undervejs. Lidt ekstra salt på maden dækker som regel salttabet. Men vil du være på den sikre side, kan du indtage tilskud med salte og mineraler.
Ferie rimer, for mange, også på vin til maden og måske et glas eller to af de lokale alkoholiske drikke, mens man nyder en smuk solnedgang. Men alkohol har en vanddrivende effekt, så der er endnu bedre grund til at drikke godt med vand. Hvis varmen er for uudholdelig, kan du vælge et hotel med fitnessfaciliteter og løbebånd – og træne indendørs. Fitnessrummet er ofte det mest air-conditionerede sted på hotellet.

Strandløb


Når det er varmt, får mange lyst til at smide sko og strømper og løbe på stranden. Det kan være rigtig god træning at sætte fødderne fri og skabe nærkontakt med strandsandet. Men pas på. Hvis du er vant til at løbe i traditionelle løbesko med højdeforskel fra hæl til forfod, kan barfodsløb være en stor udfordring for ben og fødder. Navnlig skal du være opmærksom på, at achillessenerne skal strækkes noget mere, når du løber på flad fod. Det kræver forsigtigt omstilling. Så løb ikke mere end et par kilometer med sand imellem tæerne.

God ferie :-)